Danfoss’ ikoniske opfindelse fylder 75 år - smartere, mere intuitiv og mere energibesparende end nogensinde.
I 1943 opfandt grundlæggeren af Danfoss, Mads Clausen, verdens første radiatortermostat. 75 år senere er det ikoniske produkt mere relevant end nogensinde for en verden, der forsøger at styre temperaturen.
Alene i Europa findes mere end 500 millioner manuelle og helt simple ventiler på radiatorer i de europæiske hjem, der ikke regulerer varme. Hvis vi installerede radiatortermostater på dem alle, ville europæerne spare 12 milliarder euro og 130 TWh energi om året. Opgraderingen ville nedbringe Europas årlige CO2-udledning med 29 millioner tons - og investeringen ville have tjent sig ind på bare to år.
Alle kender den, radiatortermostaten er Danfoss’ DNA og det mest synlige eksempel på, at vores teknologier sætter verden i stand til at få mere - ud af mindre.
”Den første prototype på verdens første radiatortermostat blev afprøvet på min fars kontor. Det blev startskuddet til verdens første termostatiske ventil til styring af temperaturen i en stue. Den egentlige markedsføring begyndte i 1952, hvor radiatortermostaten blev lanceret som et apparat, der sparer penge og gør opholdet i centralopvarmede lokaler behageligere, og så gik det ellers udover stepperne,” fortæller Jørgen Mads Clausen, Bestyrelsesformand i Danfoss.
Radiatortermostaten blev patenteret og bragte Danfoss i førerpositionen, for nu kunne radiatortermostaten masseproduceres. Danfoss har siden 1943 produceret cirka 350 millioner eksemplarer af ikonet. Seneste version er den intelligente radiatortermostat Danfoss Eco™ - der har vundet de prestigefyldte designpriser Ret Dot og Danish Design Award.
”Det er en styrke for Danfoss, at have været på markedet i så mange år, og der er masser af Danfoss DNA og kulturarv også i vores helt nye elektroniske termostater. Mads Clausen udviklede den førende teknologi i varmestyringen og den intuitive drejebevægelse på termostaten, der gør den nem at betjene. Den viden og teknologi har vi nu overført til vores helt nye elektroniske termostater. På den måde følger vi med udviklingen helt i tråd med forbrugernes ønsker,” siger Anders Barkholt, Vice President, Danfoss Radiator Thermostats.
Danfoss i Silkeborg er hovedsæde for produktionen af termostater og området udvides i øjeblikket med 5000 kvadratmeter. Når det nye Danfoss Silkeborg står klar i april 2019 bliver det et ægte campus for termostaterne og mange andre former for varme og varmekilder.
Radiatortermostaterne produceres udover Silkeborg også i Bulgarien, Rusland og Kina.