Danfoss opjusterer efter 50% vækst i omsætningen

tirsdag den 23. august 2022
  • Koncernens omsætning voksede med 50% inkl. Eaton’s hydraulikforretning, som Danfoss købte i 2021. Samlet nåede omsætningen EUR 4,9 mia. med en organisk vækst på 13%.
  • Driftsresultatet (EBITA) steg med 27%.
  • Væksten fortsatte på trods af høj inflation, udfordringer i forsyningskæden, tilbagetrækning fra det russiske marked og COVID-19 nedlukninger i Kina.
  • Aftalen mellem Semikron og Danfoss blev endeligt godkendt i august og cementerer Danfoss’ ledende position inden for elektrificering.
  • Danfoss har lanceret sin nye ESG-strategi, og organisationen "Science-Based Targets-initiative" har godkendt Danfoss’ klimamål for 2030.
  • Forventningerne til koncernens omsætning i 2022 er opjusteret til EUR 9,5-10,2 mia. efter et stærkt første halvår og effektuering af Semikron Danfoss handlen. 

Danfoss vokser, og halvårsresultaterne har skabt et stærkt udgangspunkt for koncernens Core & Clear strategi frem mod 2025. I de første seks måneder af 2022 steg Danfoss' omsætning med EUR 1,6 mia. til i alt EUR 4,9 mia. Den tilkøbte del af hydraulikforretningen bidrog med EUR 1,1 mia., mens den organiske vækst var 13%.

Der var fremgang på tværs af de store markeder i Nordamerika, Europa og Asien samt i alle tre forretningssegmenter. Der var signifikant vækst i forretningssegmentet Danfoss Power Solutions, der producerer og sælger løsninger inden for mobil og industriel hydraulik og elektrificering. Den stigende efterspørgsel efter energieffektive varme- og køleløsninger samt power elektronik medførte desuden en markant vækst i forretningssegmenterne Danfoss Climate Solutions og Danfoss Drives.

Danfoss underskrev den 15. juli 2022 en aftale om at sælge sine russiske aktiviteter til den lokale ledelse i Rusland. Handlen forventes endeligt effektueret i september 2022.

Koncernen fortsatte sine betydelige investeringer i innovation (R&D), der steg 38% i forhold til første halvår sidste år. Samtidig steg driftsresultatet (EBITA) med 27% til EUR 570 mio. Nettoresultatet var negativt påvirket af nedskrivningen af ​​nettoaktiverne i Rusland og landede på EUR 289 mio. 

”Danfoss transformerer sig med fuld fart. Jeg er meget tilfreds med det fremragende teamwork og de stærke resultater fra vores teams rundt om i verden på trods af de udfordrende tider. Vores halvårsresultater skaber et stærkt fundament for vores Core & Clear strategi frem mod 2025, der bygger på fremadrettede investeringer for at sikre Danfoss’ langsigtede succes. Betingelserne for at drive forretning har været udfordrende, men vi har alligevel formået at fastholde vores stærke vækstmomentum. Samtidig har vi holdt integrationen af hydraulikforretningen godt på sporet. Og så har vi ovenikøbet lukket Semikron Danfoss-aftalen. Verden er på vej ind i en elektrisk revolution, og med denne investering indtager vi en absolut førende position. På baggrund af halvårsresultatet og Semikron-handlen har vi hævet vores forventninger til omsætningen for 2022," siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss.

"Vi har taget et stort og ambitiøst skridt for at sætte bæredygtighed i centrum af vores Core & Clear strategi. ESG-ambitionen er klar, og vores klimamål er godkendt. Det er helt essentielt, at vi lever op til vores løfte om at være den førende teknologipartner for vores kunder, som ønsker at dekarbonisere gennem energieffektivitet, maskinproduktivitet, lave emissionsudledninger og elektrificering. Danfoss er bedre positioneret end nogensinde før til at udvikle løsninger til fremtiden og dermed bidrage til en bedre verden,” siger Kim Fausing.

Eksekvering på ESG-strategi

Danfoss lancerede i april sin nye ESG-strategi frem mod 2030. Strategien er en vigtig del af koncernens forretningsstrategi ”Core & Clear 2025” og har især fokus på dekarbonisering, cirkularitet samt diversitet og inklusion. I maj blev koncernens klimamål godkendt af organisationen ”Science Based Targets-initiative”. Danfoss vil fortsat have fokus på at øge indsatsen inden for dekarbonisering.

Opjustering af forventninger til 2022

Danfoss forventer fortsat vækst i andet halvår af 2022 med en ambition om at udbygge eller fastholde sin markedsandel. På baggrund af den stærke fremgang i omsætningen i første halvår af 2022 og effektuering af Semikron Danfoss-handlen, forventer Danfoss nu en omsætning i intervallet EUR 9,5-10,2 mia. for hele året mod tidligere EUR 8,8-9,8 mia. Forventningerne til EBITA-marginen i intervallet 11,4-12,9% fastholdes, hvilket vil øge EBITA nominelt. Dette er efter fortsatte investeringer i udvikling af nye produkter og løsninger. Den forventede vækst og profitabilitet er afhængig af udviklingen af COVID-19 pandemien, de globale udfordringer i forsyningskæden samt de aktuelle udsving i verdensøkonomien.

Nøgletal for første halvdel af 2022

  • Omsætningen voksede med 50% til EUR 4.906 mio. (1. halvår 2021: 3.265 mio.) inkl. den tilkøbte hydraulikforretning. Den organiske vækst var 13%.
  • Driftsresultatet (EBITA) steg med 27% til EUR 570 mio. (1. halvår 2021: 449 mio.). EBITA-marginen landede på 11,6% (1. halvår 2021: 13,8%).
  • Nettoresultatet blev EUR 289 mio. (1. halvår 2021: 286 mio.), og var negativt påvirket af nedskrivningen af ​​nettoaktiver i Rusland.
  • Det frie cash flow fra driften før tilkøb og salg af virksomheder endte på EUR  
    -226 mio. (1. halvår 2021: 63 mio.).
  • Investeringer i innovation (R&D) steg med 38% til EUR 212 mio. (1. halvår 2021: 154 mio.), hvilket svarer til 4,3% af omsætningen (1. halvår 2021: 4,7%).

For further information, please contact:

Kasper Elbjørn, VP, Head of Communications
Ph: +45 2613 7001
Email: kasper.elbjorn@danfoss.com