Prismodtagerne er indstillet af Danfoss medarbejdere fra Danfoss i Danmark. Fælles for prismodtagerne er, at de blandt andet er drevet af frivillige, som giver af sig selv og deres fritid for at være noget for andre, der har særlige behov for omsorg og støtte. I år var 39 indstillet til at modtage penge fra fonden.
Danfoss Jubilæumsfond uddelte 105.000 kroner til:
Organisationen Børn, Unge og Sorg
Det er ekstra hårdt at miste mor, far eller en søskende, når man er barn eller ung. Mange har brug for støtte i tiden efter for at komme videre i livet på en god måde. Det er netop, hvad organisationen Børn, Unge og Sorg hjælper med. Organisationen er en rådgivning for børn og unge op til 28 år med alvorligt syge eller døde forældre/søskende og er hvert år i kontakt med cirka 3.000 børn og unge med sorgproblemer. Organisationen tilbyder blandt andet gratis gruppeterapi og individuel terapi og er bemandet med professionelle rådgivere, primært psykologer. Samtidig hjælper frivillige unge, der selv har mistet deres far eller mor, andre jævnaldrende med at komme videre i livet.
Organisationen modtog 50.000 kroner.
Børnenes IT-Fond
Anbragte børn på landets institutioner risikerer i dag at sakke bagud i en digital verden, hvor det næsten er et must at have en computer. En undersøgelse fra organisationen Børnehjælpsdagen blandt 2.100 anbragte børn og unge på opholdsteder, institutioner, behandlingshjem og andre botilbud viser, at 70 procent ikke har deres egen computer. Derfor har Børnehjælpsdagen oprettet Børnenes IT-Fond i fællesskab med Børnerådet, IT-Branchen og International Data Group (IDG) . Projektet skal sikre, at flere anbragte børn på danske døgninstitutioner får adgang til en bærbar computer.
Fonden modtog 30.000 kroner.
Geografisk Have Kolding
Hvert år besøger mange børn fra børnehaver og dagplejer i Kolding Kommune byens geografiske have for at boltre sig i det grønne. Et af de store hit er junglestien, hvor børnene kan få finpudset motorikken i kombination med gode naturoplevelser. Støtten fra Danfoss Jubilæumsfond skal gå til at udbygge stien med flere oplevelser.
Haven modtog 25.000 kroner.
Repræsentanter fra hver prismodtager fik overrakt checken fra Danfoss Jubilæumsfond under en prisuddeling, der fandt sted i dag kl. 11.00 i Danfoss’ hovedbygning i Nordborg.
”Vi har valgt tre projekter, som på hver sin gode måde hjælper børn og unge til et bedre liv,” udtaler formanden for Danfoss Jubilæumsfond, Knud Jørgensen.
For flere oplysninger:
Formand Knud Jørgensen, tlf. 7488 3889, eller via e-mail: F57979@Danfoss.com
Find flere informationer om Danfoss Jubilæumsfond via linket længere nede.