Danfoss A/S: Halvårsrapport 2009
31. august 2009
”Det første halvår af 2009 blev nøjagtig så hårdt, som vi havde forventet. Vi er stort set på omgangshøjde med de planer, vi har haft i gang, så uagtet at vi må præsentere et betragteligt underskud for halvåret, er vi af den opfattelse, at vi trods den dybe globale krise er på rette vej. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at det er lykkedes at forbedre vores cash flow markant. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi kan begynde at se muligheden for at nedbringe vores gæld. Udover den forringede afsætning i lyset af krisen har den største negative afvigelse for koncernen som helhed været, at Sauer-Danfoss som meddelt til børsen i New York midt på sommeren må rapportere et større fald i indtjeningen end forventet.
De allerede iværksatte restruktureringer til modvirkning af den globale krises effekter samt de tiltag, vi har under implementering, vil først for alvor få effekt fra 2010, men da krisen efter vores opfattelse vil fortsætte en rum tid endnu, er det vores langsigtede konkurrenceevne, vi har i fokus.”
Niels B. Christiansen, adm. direktør og CEO, Danfoss A/S