Danfoss A/S: Halvårsrapport 2011
29. august 2011
”Danfoss har i 1. halvår 2011 fastholdt fremgangen med forbedret lønsomhed og vækstrater, der trods en roligere udvikling stadig ligger historisk højt. Det er fortsat BRIK-markederne og efterspørgslen efter løsninger til klima og energi, der sammen med vores strategiske tiltag har været de væsentligste drivkræfter bag det stærke resultat.
Som forventet har vækstraterne gennem halvåret været aftagende og nærmet sig et mere normaliseret niveau. Den stigende uro på de finansielle markeder er dog med til at øge usikkerheden på verdensmarkedet og reducere sigtbarheden. Det er stadigt usikkert, i hvilket omfang den finansielle uro vil udvikle sig til en reel økonomisk afmatning, men vi forventer en mærkbart lavere global vækst i en periode fremover. På trods af denne udvikling og set i lyset af det stærke 1. halvår fastholder vi forventningerne til såvel omsætning som indtjening for hele året.
Halvåret er særlig præget af de strategisk vigtige frasalg af Danfoss Geared Motors og Danfoss Water Controls, som gav Danfoss en ekstraordinær indtægt på 600 millioner kroner, og som giver os mulighed for fremadrettet at fokusere stærkere på vores kerneforretning. Samtidig hensætter vi ekstraordinært 720 millioner kroner i konkurrencesagen vedrørende Danfoss Household Compressors, da vi på baggrund af interne undersøgelser vurderer, at en sanktion i denne størrelsesorden vil være et realistisk udfald på sagen.
Med det solide halvårsresultat i ryggen står Danfoss godt rustet til at tackle den kommende periode, der i lyset af den fortsatte globale finansielle uro, tegner sig stadigt mere dyster og uforudsigelig.”
Niels B. Christiansen
Administrerende direktør & CEO