1,3 millioner kroner uddelt på årets sidste møde
Fondens bestyrelse har uddelt årets sidste bevillinger til almenvelgørende formål i ind- og udland.
På det sociale område har fonden givet støtte til forskellige handicap- og patientforeninger, både lokale og landsdækkende, herunder Dansk Døve-Idrætsforbund, Landsforeningen SIND, Rejsefonden for voksne Spastikere og Sønderjysk Døveforening. Derudover har en række kirker i Nordborg- og Sønderborg-området modtaget støtte til uddeling af julepakker og lignende til socialt udsatte familier. Der blev i alt givet 80.000 DKK til formålet.
Inden for fritid og sport er der givet tilskud til lokale klubber og foreninger til vidt forskellige aktiviteter, såsom fodbold, håndbold, klatring og bordtennis.
En række lokalhistoriske foreninger, museer og teatre i Danfoss' nærområder modtog støtte. En af modtagerne var Cathrinesmindes Venner, som til næste sommer opfører et egnsspil på Cathrinesminde Teglværk på Broagerland, "Jætten fra Elsmark" baseret på Mads Clausens liv og virke.
Fondens samlede uddelinger i 2011 nåede op på 9,3 mio. DKK og blev fordelt på mere end 360 modtagere.
21. dec. 2011
0,8 millioner kroner uddelt i oktober
Fondsbestyrelsen uddelte på sit bevillingsmøde i begyndelsen af oktober 0,8 mio. DKK til forskellige almenvelgørende formål, dels i Danfoss' nærområder, dels nationalt.
0,5 mio. DKK gik til projekter i nærheden af Danfoss selskaber. Eksempler herpå er:
Mads Clausen Instituttet, Syddansk Universitet, Sønderborg - solcelle-testanlæg
Kegnæs Friskole - etablering af fysiklokale
Sønderborg Handicap Idræt - idrætsmateriel
NytNetværk Søndeborg - mentorordning for nydanskere
Ensted Sogns Forsamlingshus - nye vinduer
Gråsten Rideklub af 2004 - ny ridehalbund
Kolding Idrætsforening - gymnastik- og springredskaber
Varnæs-Bovrup Idrætsforening - nyt inventar til klubhus
E'Kleinbahn, Nordborg - restaurering af togvogne
Hinnerup Garden - stativer til musikinstrumenter
Ulkebølkoret - koncert i Riddersalen på Sønderborg Slot
Fonden har år-til-dato uddelt i alt 7,6 mio. DKK. De fordeler sig på 313 modtagere, og bevillingsbeløbene går fra 2.000 DKK til 1.500.000 DKK.
Fondens sidste bevillingsmøde i år afholdes den 8. december. Ansøgninger, som ønskes behandlet på mødet, skal være sekretariatet i hænde inden udgangen af uge 47.
13. oktober 2011
1,6 millioner kroner uddelt til almenvelgørende formål i august
På sit første bestyrelsesmøde efter sommerferien uddelte fonden 1,6 mio. DKK til 98 forskellige formål i ind- og udland.
Uddelingerne fordeler sig på de forskellige formålskategorier som følger:
331.500 DKK - Forskning og undervisning
511.500 DKK - Hospitaler, institutioner, helse, værn
285.000 DKK - Fritid og sport
136.000 DKK - Kunst og kultur
339.683 DKK - Udland
De største uddelinger gik denne gang til projekter inden for undervisning og helse. Derudover besluttede fondens bestyrelse at bevilge 200.000 DKK til en landsdækkende indsamling til fordel for ofrene for tørken i Østafrika.
Fondens næste bevillingsmøde afholdes den 4. oktober. Ansøgninger, som ønskes behandlet på mødet, skal være sekretariatet i hænde inden udgangen af uge 38.
9. september 2011
3,2 millioner kroner uddelt til almenvelgørende formål i maj
Fonden uddelte på årets andet møde 3,2 mio. DKK til en lang række landsdækkende og lokale formål.Blandt de landsdækkende foreninger, som modtog støtte, var Alzheimerforeningen, Danske Døves Ungdomsforbund, Patientforeningen Danmark, Børns Vilkår og Ønskefonden.
Lokale modtagere var forskellige børneinstitutioner, pensionistforeninger, idrætsklubber, kor og orkestre.I udlandet støttede fonden blandt andet et socialt projekt i Flensborg i Tyskland. Projektet hedder "Hand in Hand für den Norden" og er en forening af frivillige, som en gang om ugen uddeler fødevarer til socialt dårligt stillede i lokalområdet. Derudover støtter de med samtale, kontakt til myndigheder m.v. I England støttede fonden en velgørenhedsmarch - Ridgeway Charity Walk - til fordel for døvblinde.
Derudover modtog en række hjælpeorganisationer støtte til deres arbejde i u-landene, blandt andre CARE Denmark, Ibis og Læger uden Grænser. WSPA, World Society for the Protection of Animals, modtog støtte til et projekt, der skal udrydde rabies på Bali.
24. maj 2011
2,1 millioner kroner uddelt på første møde i 2011
Fonden har afholdt sit første bevillingsmøde i 2011. Her blev der uddelt i alt 2,1 mio. DKK til forskellige almenvelgørende formål.
Den største bevilling var på 600.000 DKK. Bevillingen, som udbetales over tre år, gik til Unge Forskere, en årlig talentkonkurrence, som skal finde og støtte de allerdygtigste unge talenter inden for naturvidenskab, teknik og sundhed.
En anden større bevilling - 100.000 DKK - gik til "A Race Against Breast Cancer", en fond som er stiftet med det ene formål at indsamle penge til brystkræftforskning i Dansk Center for Translationel Brystkræftforskning (DCTB). Målet for DCTB's forskning er tidlig diagnosticering og skræddersyede behandlinger.
På kunst- og kulturområdet blev der blandt andet uddelt midler til Nord-Als Musikfestivalforening. Foreningen modtog 100.000 DKK til anskaffelsen af plastikgulve til brug i festivalens telte. Derudover blev der uddelt en række mindre beløb til lokale museer, kor og orkestre.
I udlandet gik en større bevilling på ca. 200.000 DKK til Australian Flood Appeal til støtte for ofrene for de omfattende oversvømmelser, som ramte store dele af landet først på året.
Endelig modtog en lang række lokale og landsdækkende patient- og handicapforeninger samt lokale sports- og fritidsklubber støtte, herunder:
- Ungdommens Røde Kors, Sønderjylland (sommerlejr for socialt udsatte børn og unge)
- Dansk Fibromyalgi-Forening (støtte og information til patienter)
- Familier med kræftramte børn (feriehytte ved rekreationscenter)
- FestIvand (en årlig svømmedag for udviklingshæmmede)
- Foreningen af Danske DøvBlinde (kurser og andre aktiviteter for døvblinde)
- Foreningen Livline i Sorgen (støtte til børn som har mistet en forælder)
- Rotary Danmark (bekæmpelse af polio på verdensplan)
- Kolding Roklub (nye både, brandsikring)
- Sunds Sejlklub (ledsagebåd, flydebro)
- Sønderborg Sportsdykker Klub (dykkerveste, elevudstyr)
- Alsjægerne (elektronisk skydebane)
- Broager Civile Hundeførerforening (udbygning af agility-bane)
- Aabenraa Golfklub (unge-samarbejde med lokal ungdomsskole)
- Aabenraa og Omegns Folkedansere (landsstævne med 1200 deltagere)
Fondens næste bevillingsmøde afholdes den 10. maj. Ansøgninger fra landsdækkende foreninger og fra Danfoss' lokalområder, som ønskes behandlet på mødet, skal være sekretariatet i hænde senest den 26. april. For ansøgninger inden for forskning og undervisning er fristen den 8. april.
16. mar. 2011
Fonden markerede sit 50 års jubilæum med ekstraordinære uddelinger
Den 24. december 2010 er det 50 år siden, Mads Clausen stiftede fonden. Det blev markeret med uddelingen af ekstra bevillinger for i alt 10 mio. DKK.
Modtagere af 250.000 DKK
Børnehaven Kløvermarken i Sønderborg (motorikrum, udeværksted, multihus, Christiania-cykler)
Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund (moderne klatrestativ)
Skubberne i Nordborg (kørestole med el-motor til brug for ture med plejehjemsbeboere)
Sønderborg Kvinde- og Krisecenter (renovering af badeværelser)
Svømmeklubben Sønderborg (tidtagningsudstyr, aquaspinningcykler)
Vikingeklubben i Sønderborg (saunaer)
Varnæs-Bovrup Landsbylaug m.fl. (motionssti med redskaber)
Sct. Marie Kirke i Sønderborg (genåbning af vinduer med kunst af Per Kirkeby)
Modtagere af 500.000 DKK
Sygehus Sønderjylland, Øjenafdelingen i Sønderborg (kamera og billedbehandlingsprogram til brug ved undersøgelse af øjenbaggrunden)
Sønderborg Rideklubs Venner (udendørs spring- og dressurbaner ved Sønderborg Ridecenter)
Vidar Gymnastik og Kampsport, OD Gymnastikforening, Ulkebøl Gymnastik og Dybbøl UI Gymnastik (springgrav med trampoliner)
Fundación Altius, Monterrey, Mexico (overdækning af udendørs idrætsareal på skole for fattige børn)
Rakitna Youth Health Center, Llubljana, Slovenien (rideterapi og faciliteter hertil på center for børn med kroniske lungesygdomme og psykiske problemer)
Modtager af 750.000 DKK
Nordborg Bio (digitalisering af biografen)
Modtagere af 1.000.000 DKK
Syddansk Universitet, Mads Clausen Instituttet i Sønderborg (udstyr til undervisning og forskning i mekatronik)
EUC Syd i Sønderborg (etablering af internationalt gymnasium)
Modtager af 2.750.000 DKK
Fonden Mølleparken i Sønderborg (renovering af Mølleparken til et moderne spillested)