Hjælp til ny bolig
Majbrit, 33 år, fra Danfoss i Nordborg, havde siden hun fødte sin datter to år tidligere haft problemer med kraftige smerter i den ene hofte. Dertil kom problemer med økonomien samt problemer med nogle naboer, der ikke kunne lade parret leve i fred.
Det betød at vi simpelthen blev nød til at flytte, fortæller Majbrit. Mine kolleger anbefalede mig at søge hjælp i Medarbejderfonden.
Her blev vores økonomi, sammen med Henning Wendelboe, gennemgået fra ende til anden. Han gav os forslag til, hvordan vi kunne gøre tingene på en bedre og mere økonomisk måde. Samtidigt fik vi et lån i fonden til hjælp til udbetalingen til ny bolig samt til en række behandlinger af min dårlige hofte.
Havde Medarbejderfonden ikke hjulpet os, havde jeg formentlig været langtids sygemeldt i dag, fortæller Majbrit.
Tabte 390.000 kroner efter tvangsauktion
Da Karsten, 39 år, fra Danfoss i Nordborg for anden gang sad til møde med Henning Wendelboe, formand for Medarbejderfonen, lød der barske ord: Han mente, at jeg
havde ladet min økonomi løbe løbsk i for lang tid, husker Karsten.
I 1990 røg huset på tvangsauktion og vi stod tilbage med et samlet tab på 390.000 kroner, der skulle afdrages. I Medarbejderfonden fik jeg et lån og jeg benyttede mig
af dens advokatordning. Herved fik jeg en slags gældssanering, så jeg slap for at betale
de dyre renter på mine lån. Samtidig lavede advokaten en ordning med mine kreditorer.
Det betyder, at jeg er totalt gældfri i 2006. Og det glæder jeg mig naturligvis til, siger Karsten.
I dag er der kommet styr på økonomien. Men han må stadig vende og dreje hver en
krone og har desværre ikke råd til at opfylde sin datters ønske om at komme på efterskole.
Det har været en utrolig hård periode at komme igennem. Jeg var ved at få dårlige nerver og ind imellem var jeg ved at opgive det hele. Men man lærer at tænke sig om en ekstra gang og takket være fonden, kan jeg nu glæde mig til en lysere fremtid, siger Karsten.
Psykologhjælp efter tragisk ulykke
Kirsten, 56 år, havde arbejdet hos Danfoss i sammenlagt over 17 år, da familien søndag den 6. januar 2002, blev ramt af en tragisk ulykke. Den dag var hendes mand Kaj taget på havet for at fiske, men jollen kæntrede og Kaj druknede.
Efter ulykken var der så mange ting jeg skulle tage stilling til, så jeg nåede ikke rigtigt at tænke nærmere over hvad der skete omkring mig, fortæller Kirsten. Hvordan skulle jeg komme videre og hvad skulle der nu ske med vores nedlagte landbrug?
Via min tillidsrepræsentant fik jeg kontakt med Henning Wendelboe fra Medarbejderfonden og under samtalen med ham blev jeg hurtigt klar over, at her var en mand, der vidste hvad han havde med at gøre. Kort efter fik jeg besked på, at fonden ville betale den største del af bisættelsen, samt de første 10 behandlinger hos en psykolog.
Det nedlagte landbrug på Nordals er sat til salg og Kirsten har fået den besked fra Medarbejderfonden, at hun er velkommen, hvis hun igen skulle få brug for hjælp.
Anparter blev et mareridt
Det hele så lovende ud dengang i begyndelsen af 80´erne, hvor Finn, 44 år, fra Danfoss i Nordborg købte anparter og håbede på at slippe billigere i skat. Men hvad han ikke vidste var, at en økonomisk nedtur ventede forude.
Vi var ved at gå fra hus og hjem, kunne ikke give vores tre børn det vi gerne ville, og ægteskabet var godt på vej til at blive slået i stykker, husker Finn.
Han henvendte sig derfor til Danfoss Medarbejderfond, hvor han sammenlagt har fået hjælp 6 – 7 gange. I forbindelse med mine anparter fik jeg blandt andet flere lån, og jeg gjorde brug af fondens advokatordning. Når jeg på et tidspunkt er færdig med afdragene på anparterne, har min kone og jeg betalt over en halv million kroner tilbage. Men én ting er sikkert, den slags holder jeg fingrene fra i fremtiden.
Jeg havde levet i ruin resten af mine dage, hvis ikke fru Bitten Clausen og Danfoss havde taget initiativ til Medarbejderfonden. Det vil jeg gerne sige tak for, siger Finn.